Ellefti var Gáttaþefur
-aldrei fékk sá kvef,
og hafði þó svo hlálegt
og heljarstórt nef.
Hann ilm af laufabrauði
upp á heiðar fann,
og léttur, eins og reykur,
á lyktina rann.
Den elfte var Gáttaþefur, han som trots sin stora näsa aldrig blev förkyld. Han sniffade sig fram till laufabrödet, och han lätt som rök for fram på lukten.